mandag den 17. januar 2011

Der gik fem mand ind i junglen ...

Søndag var en lang dag. Op kl. 6.45 og hjemme igen ved 19-tiden.
Det var junglen, der trak. I Khao Yai National Park - Thailands største.
Vi blev anbragt i et safarikøretøj og derefter kørt i godt en time ud i landskabet - med høj hastighed - og i bidende kulde. Vi frøs!
Men vi fik varmen igen - og blev iført en slags gamacher, som skulle beskytte mod insekter og alskens kryb. Dog ikke krokodiller!
Vi havde en meget kyndig indfødt guide, som førte os ad mulige og oftest umulige junglestier, hvor vi bl.a stødte på helt friske elefantpøller. Fra vilde elefanter, som var tæt på os - men vi så dem ikke. Men der var i alt fald noget, der puslede! Og det er ikke engang løgn. Guiden fik os til at være musestille meget længe!
Det mest imponerende var de enorme træer, der var ind imellem. Guiden påstod, de var op mod 1.000 år gamle. Det var ikke usandsynligt - de var ihvertfald høje - måske 50-60 meter, måske mere?
Man skulle tro, de havde intelligens, for nogle slog sig sammen tre-fire stykker og voksede helt sammen i toppen, så det ikke gjorde så meget, at termitter åd et af dem op fra neden.
Vi gik meget langt i tæt jungle og hørte en masse lyde. Den mest gennemtrængende var fra den hvidhåndede gibbon-abe. Sikken larm, den lavede.
Stier førte os også langs en flod - og efter nogen søgning fandt vi det vi håbede - en krokodille, som lå og solede sig i flodsengen.
Vi spiste frokostmadpakken i 2300 meters højde, men stadig med en behagelig temperatur.
På hjemturen blev vi igen mørbanket i bagen og frøs med anstand i safaribilen. Vi skulle dog lige en smutvej omkring en "Bat Cave" (flagermusgrotte) på hjemvejen. Se næste afsnit.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar